QR-koder kan være spild af penge

26. januar 2012

De ses på emballage, i annoncer, signaturer, visitkort, i tv programmer, på bon'er - ja, man ser dem næsten alle steder. De er det nye hotte og kan signalere at 'vi er med på den digitale vogn'.

"QR koden er en helt fantastisk og unik måde at binde offline og online sammen og et super godt markedsføringsværktøj. Hvis det bliver brugt rigtigt. Men bliver man så forgabt af teknologien, at man glemmer at medtænke værdien for brugeren, ender det med at blive et irritationsmoment og dermed spild af penge" lyder det fra mobilekspert Jeppe Munksnæs, Business Director i digital reklamebureauet isobar.

Scan er in
Ifølge ScanLife steg antallet af scans på globalt plan fra første halvår 2010 til første halvår 2011 med 1800%, og i Danmark er vi bestemt med på bølgen. Vi ligger på top 5 over de lande i verden, der scanner mest.

Umiddelbart ser denne tendens også ud til at fortsætte. Ser vi på antallet af QR koder, vi møder igennem vores hverdag, er der sket en drastisk stigning også gennem andet halvår af 2011. Samtidig bliver teknologien lettere tilgængelig for en større del af befolkningen, både fordi flertallet efterhånden vil have smartphones, og fordi produkterne i stigende grad vil have pre-installerede scannere.

"Det er attraktivt for annoncørerne at sætte denne ekstra signatur på deres markedsføring. Problemet er blot, at har man forelsket sig så meget i ideen om at have en QR kode, at man glemmer at tage kritisk stilling til hvilken værdi, den skal bringe - både for forbrugeren og annoncøren - så spilder man forbrugerens tid og tillid. Og sit eget (dyrt) indkøbte kommunikationsrum" siger Jeppe Munksnæs.

30 sekunders spildtid
Ifølge Jeppe Munksnæs begår mange brands den samme fejl, som man ofte ser ved ethvert nyt medies fremkomst - de glemmer de to vigtige ben, som al kommunikation skal stå på: Tag udgangspunkt i brugerens behov og sørg for at teknikken virker.

"Alt for ofte ser man indledende fodfejl, idet brandet helt glemmer at fortælle brugerne, hvorfor de skal scanne QR koden. Hvad er guleroden, hvad får jeg ud af det, hvorfor skal jeg bruge tid på det? Hvis ikke du som afsender kan svare på det, så find ud af det, inden du får udviklet kode og setup" forklarer han.

Der er mange eksempler på forkert brug af QR koder, som ødelægger oplevelsen og ender med at være spild af reklameplads - og i værste fald får en negativ effekt. Som eksempel kan nævnes QR-koder i mobil-annoncer, som selvsagt er vanskelige at scanne, QR-koder på outdoorplakater, man enten ikke kan komme tæt nok på eller langt nok væk fra til at scanne, QR-koder der leder ind til flash-sites, som ikke kan læses af iPhones - eller QR-koder der kun kan bruges til én bestemt scanner.

Modsat er der også gode eksempler at hente inspiration fra, hvor man med stor succes har givet forbrugeren værdi ved at scanne QR koden. Her kan nævnes Home som ved deres printannoncer indsætter en QR kode ved hver boligannonce, og ved scanning vises en speaket fremvisningsvideo af boligen. Home har dermed gjort boligannoncen levende og samtidig introduceret brugeren for en helt ny måde at opleve huse på.

"Der er ingen tvivl om, at QR-koder er kommet for at blive. Men det kan hurtigt være spildte penge, hvis man ikke husker, det skal give brugeren værdi. Derfor: Brug QR koder med omtanke - så bliver de alle pengene værd og kan skabe en unik oplevelse for forbrugerne", slutter Jeppe Munksnæs.

 


Yderligere oplysninger fås hos:

Jeppe Munksnæs, business director i isobar, mobil: 60 38 35 61, mail: jeppe.munksnaes@isobar.com

 

Isobar er et full-service digitalt reklamebureau. Vi laver integrerede og innovative koncepter og løsninger, som bygger på grundige analyser. Her er alt digitalt; vi gør outdoor, TV og print levende.

Til toppen

Share |

Følg eksperterne

Carats website:
http://www.carat.dk/

Carat Deep Blues blog:
deepbluedenmark.wordpress.com

Vizeums website:
http://www.vizeum.dk/vizeum.php

Vizeums blog:
http://www.vizeum.dk/blog/

iProspects website:
http://www.iprospect.dk/

Promovators website:
http://www.promovator.dk/

Isobars website:
http://www.isobar.dk

Dan Calladines blog:
http://digital-examples.blogspot.com/