Februar 2010


Pernille Fruensgaard
Creative Director
Deep Blue

Vores Inspiration

En hyldest til alt det, jeg ikke ved

”Vores inspiration” handler om, hvor og hvordan vi søger energi til at være begejstrede for at gå på arbejde hver dag. Hvordan vi får energi til at løse de udfordringer, kunderne stiller os, en smule anderledes eller til at gøre os selv lidt klogere, mens hverdagen kæmper for at holde os fast i vaner og rutiner. Ofte skriver vi her om bøger vi har læst, blogs vi følger, seminarer, hvor vi har opdaget nye måder at se verden på, eller bare dygtige mennesker, vi ser op til.

Men vi skriver ofte om ting vi allerede kender; eller om mennesker der minder om os selv. Vi må være ærlige og indrømme, at vi ofte er betagede af de mennesker, der deler vores syn på verden. Det er de mennesker, vi synes er dygtige. Vi lytter når de taler, og vi nikker anerkendende, når andre også beundrer dem. Vi færdes alle i netværk af mennesker, der mere eller mindre ligner os selv, og vi vurderer disse menneskers egenskaber ud fra en række kriterier bestemt af, hvad vi allerede synes selv.

Vi søger information, der bekræfter vores etablerede adfærd
I den strategiske kommunikations teori og praksis er sammenhængen mellem viden, holdning og adfærd et centralt omdrejningspunkt. Et traditionelt indlæringshierarki vil altid se viden > holdning > adfærd som den logiske måde at ændre adfærd hos en målgruppe. Men dannes holdninger faktisk af viden? Eller er vores holdninger i højere grad styret af den adfærd, vi allerede har? Dette beskrives i teorien som et kognitivt dissonans-indlæringshierarki, hvor mennesket er styret af et ubehag ved konflikt mellem adfærd og holdning. I stedet for at ændre adfærd, så søger mennesket viden, der kan danne argumentation for den holdning, som understøtter den allerede etablerede adfærd.

Hvis vi betragter måden, vi tilegner os ny viden på i dette lys og antager, at vi, kommunikations-, marketing- og mediemennesker, faktisk allerhelst vil bekræftes i det, vi allerede ved og tror på, så står vi overfor en stor udfordring i at komme ud af denne ”comfort zone”, der i bedste fald gør os dygtigere til det vi allerede kan, men i værste fald hæmmer innovation og udvikling.

Børst tænder med venstre hånd
Hvis vi i disse omgivelser af ligesindede til stadighed skal udvikle os, er vi nødt til at se verden bredere end vi egentligt behøver. En klog mand sagde engang at man hver dag skulle gøre en ting, man ikke havde gjort før. Børst tænder med venstre hånd, gå en ny vej på arbejde eller lyt til folk, som laver noget helt andet end dig. Og nej, det føles ikke særligt rart. Det er hverken trygt, behageligt eller på nogen måde intuitivt. Men du bliver klogere, får et bredere perspektiv og på sigt vil dine kompetencer udvikle sig på en forunderlig måde.

Deep Blue 2.0
Da vi i sommeren 2009 tog beslutningen om at fusionere vores strategiske afdeling og vores analyseafdeling var det også med bevidstheden om, at det ville give nogle faglige og kulturelle forskrækkelser. Det gamle Deep Blue bestod hovedsageligt af humanister der tænker ord, tekst, billeder, post-its, store plancher, kravler rundt på gulvet og diskuterer højlydt hen over bordene. På den anden side af hegnet var Insight, som med de klogeste hoveder indenfor kvantitative analyser bruger hvert minut effektivt på at gennemskue nye sammenhænge i excelarket og finde lige præcis den afvigelse som kan afsløre, hvad vi gør rigtigt – eller forkert. Der var mere stille i Insight. Folk tænker indad frem for udad. Insight’erne kan begejstres over tallet 47, mens de gamle Deep Blue folk gik i selvsving over et fotografi af indholdet i et køleskab.

Logisk gav det mening at samle disse to afdelinger, men vi vidste også, at for de fleste ville det føles lidt som at børste tænder med venstre hånd, når vi fysisk, fagligt og kulturelt satte disse to modpoler sammen.

Ny inspiration – hver dag
Nu, lidt over et halvt år efter, føles det allerede som det mest naturlige i verden. Vi børster alle tænder med både venstre og højre hånd; og vi elsker det! Men det kræver stadig vilje, og at vi alle lytter meget til hinanden. Det kræver, at vi er nysgerrige på alle de ting ”de andre” kan. Vi deler viden og erfaringer - hver eneste dag lærer vi nye ting.

Kreativitet er ikke guddommelig inspiration. Kreativitet er et spørgsmål om at have et stort bagkatalog af viden, kompetencer og mennesker, og vide hvordan man kan kombinere disse små brikker af allerede etableret viden på nye måder. Vi skal væk fra at søge ting, der ligner det, vi allerede gør, og sikre at der hver dag kommer nye brikker til dette bagkatalog. Måske ser man ikke nytte af det i øjeblikket, men pludseligt sidder man i en situation, hvor denne ene lille underfundige brik, er præcis hvad der mangler i det store puslespil.

Og lige nu har jeg booket tid ved Ole, en af vores skarpeste hjerner på kvantitativ analyse, til at give mig en intro til SPSS. Og jeg er lidt bange for jeg ikke forstår alt han siger, men jeg er sikker på, at jeg vil gå klogere og mere inspireret hjem. Den bedste inspiration jeg har, er i de mennesker som kan noget andet end mig. Og som heldigvis nu sidder rundt omkring mig hver eneste dag.