November 2009

Christian Vollerslev
Adm. Direktør/ CEO
Promovator
CaseZoom
Fra god sag til god kampagne!
Med et forestående COP 15 og tårnhøje benzinpriser er et miljø fokus vigtigt at kommunikere for de fleste bilimportører og det samme gælder for Peugeot Danmark.
Hos Peugeot har man valgt at samle miljøfokuseringen under henholdsvis Peugeot Blue Lion og Peugeot Blue Drive. Blue Lion modellerne må max. udlede 130 g CO2, skal være 95 % genanvendelige og er ISO 14001 miljøcertificeret. Dermed opfyldes EU’s miljøkrav for 2015 allerede nu.
Miljøvenlig kørsel afhænger ikke alene af bilen, faktisk betyder den enkelte bilists kørsel rigtig meget for brændstofforbruget og dermed udledningen af CO2, på samme måde som eksempelvis dækkene også gør det. På denne baggrund udbyder Peugeots forhandlere kørekurser under navnet Peugeot Blue Drive; kurser der lærer bilister, uanset om de kører Peugeot eller ej, at tage ansvar for deres CO2 udslip ved at køre med et brændstofforbrug, der er op til 30 % lavere efter kurset.
Samarbejdspartnere løfter og forstærker kommunikationen
Nu nytter det som bekendt ikke at have nogle gode fordele, hvis kunderne ikke kender dem og således skulle Peugeot også have deres miljøprofil kommunikeret ud i målgruppen.
Derfor indgik de et partnerskab med Klima- og Energiministeriets ”1 ton mindre kampagne”, som i alt sin enkelthed går ud på at få danskerne gjort opmærksomme på at reducere deres CO2 udslip ved at vise dem, hvor meget et ton CO2 fylder.
Hjørnestenen i kampagnen er ”Kloden”, en stor luftballon der fylder ca. 10 meter i diameter og dermed det samme som 1 ton CO2. Klima- og Energiministeriet turnerer rundt i forskellige danske byer, hvor de puster kloden op, og dermed får en fantastisk synlighed på deres budskab.
Som officiel partner på kampagnen tog Peugeot Danmark med på tour og det var en gennemtænkt aktivering.
Peugeot Danmark inviterede yderligere to relevante partnere med på tour. Den ene Michelin, der producerer miljøvenlige dæk med lav rullemodstand, Energy Saver. Den anden Energitjenesten, som via uafhængige fagfolk onsite viste de mange besøgende, hvordan man bruger mindre energi i sin bolig og dermed sparer både penge på strøm og CO2.
Forhandler aktivering
Med dette set-up sendt rundt i hele landet var det både oplagt og nødvendigt at involvere og aktivere de lokale forhandlere. Forhandlerne stillede op med bilerne fra Blue Lion sortimentet og øsede ud af deres ekspert viden, mens Carwatch crewet, Peugeots promotion medarbejdere, inviterede de mange besøgende ind i Peugeot traileren, hvor de blev serviceret med frisk frugt, kaffe, kage, kildevand og så videre. Nydelser der blev indtaget, mens de deltog i en række spændende konkurrencer, der testede deres viden om miljø, CO2 og biler.
Der var en hel række attraktive præmier på højkant, der sikrede flotte responstal, men vigtigere at bemærke var det, at hovedpræmierne var weekendophold i Legoland. Peugeot er som bekendt sponsor for netop børnenes trafikskole, en historie der var oplagt for Carwatch crewet at fortælle til de besøgende, der ofte blev hængende ved eventen i godt og vel 30 minutter, simpelthen fordi der var spændende content og aktiviteter for hele familien.
Politik og Peugeot
At CO2 udledning er genstand for stor politisk opmærksomhed er ikke nyt hverken for Peugeot eller politikkerne selv. I takt med den lokale planlægning og forhandleraktivering involverede Peugeot Danmark ligeledes de lokale toppolitikere.
De lokale borgmestre deltog i Peugeot Blue Drive kørekurser, snakkede med de besøgende og så i det hele taget denne lokale event som en oplagt mulighed for også selv at kommunikere interesse for miljøet og den nødvendige fokus på CO2 udledningen. Eksempelvis deltog Slagelses borgmester ved den første eventdag på byens torv, Københavns Kulturborgmester Pia Allerslev deltog da eventen blev holdt ved Fields i København og på samme måde ses Roskildes borgmester nedenfor, da den lokale Peugeot forhandler gav ham et kørekursus.
Relevant content giver fantastiske resultater!
At en kampagne, med så meget relevant content, giver gode resultater, kan ikke overraske nogen og det overraskede da heller ikke Peugeot Danmark. Postanalysens tracking viste, at hele 45 % af de adspurgte havde ”ændret deres syn på Peugeot, som et klimavenligt bilmærke”. Af dem, der fik Peugeot Blue Drive kørekursus, svarede hele 93 %, at de ville ”bruge den nye viden i det daglige”. Med sådanne resultater er det nok ikke sidste gang, vi ser Peugeot Danmark på tourné i det danske land.
Ann Charlott Lade, Peugeot Danmark:
Vores målsætning var at øge kendskabet til Peugeot Blue Drive og Peugeot som et miljøvenligt bilmærke. Resultaterne af Peugeot Blue Drive analysen var overbevisende - kendskabet til Peugeot som miljøvenligt bilmærke blev øget signifikant igennem dette tætte samarbejde med Carwatch crewet. Carwatch crewet har vist en entusiame og grundighed, som giver følelsen af, at de er vores og forhandlerens forlængede arm i dialogen med Peugeots kunder.





